Hvad er Crohns sygdom?

Crohns sygdom er en kronisk inflammatorisk sygdom, en betændelsestilstand i mavetarm-kanalens slimhinde.

Crohns sygdom er sammen med colitis ulcerosa den almindeligste form for kronisk tarmbetændelse (IBD), og hvert år rammes næsten 300 personer i Danmark sygdommen.

At sygdommen er kronisk betyder, at sygdommen ikke kan helbredes. Den optræder anfaldsvist, hvilket betyder, at perioder med sygdom afløses af perioder, hvor man er næsten symptomfri. Efter et anfald går man ind i en roligere fase og kan være problemfri i længere tid. Det kaldes at være i remission.

Crohns sygdom bryder sædvanligvis ud hos personer mellem 18 og 30 år. I Danmark er det blevet mere almindeligt, at endnu yngre rammes, og nu regner man endda med, at én patient ud af fem er under 14 år, når sygdommen konstateres. Nogle flere kvinder end mænd får sygdommen.

Sygdommen forekommer især i Europa og Nordamerika med Skandinavien som højrisikoområde.

Crohns sygdom er en autoimmun sygdom, hvilket betyder, at kroppens immunforsvar af ukendte grunde vender sig mod sin egen mave-tarm-kanal og angriber den. Det gør den ved at frigive signalstoffer, som sætter gang i betændelsen og giver sår i tarmens slimhinde. Et vigtigt signalstof, som har vist sig meget aktivt ved Crohns sygdom, er proteinet TNF-alfa. Dette signalstof spiller en central rolle i betændelsesprocessen og findes i øgede mængder hos personer med Crohns sygdom og ved andre betændelsessygdomme.

Symptomer på Crohns sygdom

Sygdommen opfattes forskelligt. Nogle har svære symptomer og gener, mens en del blot har milde symptomer og kan leve som de plejer. Andre er helt symptomfrie.

Hos de fleste sidder betændelsen sidst i tyndtarmen eller i tyktarmen, men den kan i princippet befinde sig i hele mavetarmkanalen fra mavemunden til endetarmens udmunding. Uanset hvor betændelsen sidder, vil kun en del af tarmen være betændt, mens resten af den er rask. Grænsen mellem raske og syge områder er tydelig. De syge dele af tarmen bliver røde og hævede, og her kan der opstår sår, som bløder. Når betændelsestilstanden heler, kan der dannes arvæv, som kan give forsnævringer i tarmen.

Symptomer ved Crohns sygdom kan være:

• diarré
• mavesmerter
• vægttab
• blod i afføringen
• feber og almen utilpashed
• tarmforstoppelse – blokering af den normale tarmproces
• abscesser (bylder)
• fistler - en fistel er en forbindelse, der dannes mellem tarmen og huden eller andre dele af kroppen, f.eks. mellem endetarmen og huden. Somme tider dannes der et hul i tarmvæggen, som bevirker, at der samler sig pus i bughulen og i fistlerne.
• forsnævringer – skyldes ardannelse i tarmen. De fører ofte til ondt i maven efter et måltid. Det skyldes, at afføringen har sværere ved at passere.

Ofte får man ikke alle disse symptomer, eller i hvert fald ikke samtidig. Hvor ondt man får af Crohns sygdom afhænger af, hvor svær betændelsestilstanden er, og hvor i tarmen den befinder sig.

Godt en tredjedel af dem, som har Crohns sygdom, rammes af yderligere gener, som er forbundet med Crohns sygdom, men som ikke sidder i tarmen. De mest almindelige er:

• ledgener
• hudsymptomer
• øjenbetændelse

Hvordan stilles diagnosen?

De mest almindelige metoder til konstatering af Crohns sygdom, er:

• røntgen - Den mest almindelige og enkleste metode er røntgen af tarmsystemet. Sygdommen ses ikke altid på røntgen, og i så fald udføres enten rektoskopi eller koloskopi.
• rektoskopi - Et smalt rør føres ind i endetarmen, og gennem dette kan lægen se, hvordan tarmen ser ud, og tage vævsprøver.
• koloskopi - En lang, tynd slange føres op i endetarmen, og gennem denne kan lægen se og fotografere hele tyktarmen og den nederste del af tyndtarmen. Også her kan der tages vævsprøver.
• somme tider får patienten også CT-scanning, ultralydsundersøgelse eller skintigrafi. Det hænder også, at patienten skal synke en kapsel med et minikamera, som tager billeder inde i tarmen.
• blodprøver kan ikke vise, om sygdommen er til stede. Derimod kan de anvendes til at måle sygdommens sværhedsgrad.

Der findes ikke en enkelt undersøgelse, som med sikkerhed kan finde frem til, at det er Crohns sygdom. Ofte må patienten gennemgå flere undersøgelser. Lægen stiller diagnosen, når både symptomer og undersøgelser taler for, at det drejer sig om Crohns sygdom.

Behandling ved Crohns sygdom

Næsten alle, som har Crohns sygdom, skal have behandling, der nedsætter betændelsen, så tarmslimhinden kan hele op. Behandlingen er også med til at forebygge tilbagefald. Det medicinske fagudtryk for at være fri for symptomerne er at være i remission, og målet med alle behandlinger mod Crohns sygdom er at få patienten til at være i remission så længe som muligt.

Lægen bestemmer sammen med patienten, hvilken behandling der er bedst i det enkelte tilfælde. Der findes flere forskellige behandlingsformer ved Crohns sygdom. Den mest almindelige behandling består i medicin. Somme tider kræves der en kombination af flere lægemidler. Hvilken type medicin man behøver afhænger blandt andet af, hvor i tarmen betændelsen sidder, og hvor aktiv sygdommen er.

Hvis man til trods for medicinsk behandling fortsat har svære symptomer, ofte på grund af indsnævringer, som skyldes ardannelse i tarmen (se mere under Symptomer), kan den syge del af tarmen bortopereres. Så lille en del af tarmen som muligt fjernes, så tarmfunktionen ikke ødelægges. I sjældne tilfælde kan så store dele af tarmen være berørte, at der skal foretages en stomioperation. Det betyder, at man får ”en pose på maven”, enten midlertidigt, så tarmen får ro til at hele, eller som en permanent løsning.

Forskellige lægemidler:

Kortison har været anvendt i over 50 år til at dæmpe betændelse.

5-ASA (5-aminosalicylsyre): Hvis betændelsen sidder i tyktarmen eller endetarmen, kan man få et 5-ASA-præparat. 5-ASA virker antiinflammatorisk, dvs. dæmpende på betændelsen, på tarmslimhinden.

Antibiotika kan gives i tilfælde af betændelse omkring endetarmen eller ved en infektion uden for tarmen.

Medicin, der hæmmer immunforsvaret: En gruppe lægemidler, som har en opbremsende virkning på immunforsvaret og dæmper sygdomsaktiviteten.

Biologiske lægemidler anvendes først og fremmest i tilfælde af en voldsom betændelse, som ikke kan dæmpes med andre behandlingsformer. Et eksempel på denne type medicin er TNF-alfa-hæmmere. TNF (tumornekrosefaktor) er et signalstof, der aktiverer betændelsen. TNF-alfa-hæmmere har til opgave at optage overskydende TNF-alfa, som indgår i betændelsesprocessen.

At leve med Crohns sygdom

Eftersom Crohns sygdom kan berøre forskellige dele af mave-tarm-kanalen, skal forskellige patienter have forskellig kost. Ved betændelsestilstand eller i tilfælde af tarmforsnævring anbefales ofte en fiberfri kost. Ved betændelsestilstand i tyndtarmen kan det derimod hjælpe med fedtfattig kost. En diætist kan give kostvejledning til dem, som får stillet diagnosen Crohns sygdom. Andre forskningsresultater viser dog, at kosten spiller en mindre rolle i behandlingen af sygdommen, end man hidtil har troet.

Det er ikke usædvanligt, at Crohns sygdom medfører vitamin- eller mineralmangel, eftersom tarmen enten er beskadiget eller kan være bortopereret. I så fald kan man have behov for vitamintilskud.

Rygning øger risikoen for at få Crohns sygdom. Hvis man allerede har sygdommen, kan den blive forværret, hvis man fortsætter med at ryge. Derfor holder mange op med at ryge. Et rygestop kan desuden føre til en klar bedring.

Tidligere var følgerne af Crohns sygdom sværere end i dag, og operationerne var langt mere omfattende. Her har forskningen medført og medfører stadig store fremskridt. Alene i de seneste fem år er forholdene forbedret betydeligt, og selv om Crohns sygdom er en livslang sygdom, lever de fleste personer med Crohns sygdom i dag et aktivt liv med arbejde, familie og børn.